Vi har forsøgt at finde oplysninger om disse mennesker, og til alt held findes der retningslinjer om behandling af dem. Det er ikke rar læsning. Flygtningene var ikke populære, og fra dansk side bestræbte man sig på at behandle dem, så de kun kunne få det mest nødvendige. Alt dette kan let findes i de officielle kilder fra perioden.
Undertegnede, Jens Ole kan tydeligt huske barakken. På det tidspunkt boede vi i ”Kompagnihuset” Sjørslevvej 31, der lå og ligger lige ved siden af smedeforretningen. Jeg besøgte byggepladsen sammen med mine forældre, og ved den lejlighed snakkede vi med Hans Kusk, der boede til leje hos os. Svend Berthelsen husker også tydeligt opførelsen af barakken, i det hans far Kristian Berthelsen arbejdede på byggepladsen sammen med Viggo Jespersen og Ejner Sørensen (Bitte Ejner). Svend Berthelsen husker også, at hans mor sammen med andre kvinder lavede mad til flygtningene i skolens udhus. Man lavede ikke mad til kun flygtningene i Sjørslev, men også til dem i Elsborg. Maden blev hver dag kørt i bil til Elsborg.
Selv husker jeg naboskabet til lejren på grund af to gamle mennesker, der havde taget den lange flugtvej fra Polen. De havde meget dårlige tænder, og kunne derfor ikke tygge brødskorperne. Dem gav de os, da de kunne se, at vi havde kaniner.
Hvad fandt vi ellers ud af?
Der er ikke mange skriftlige kilder om besættelsestiden i Sjørslev.
Vi har benyttet os af følgende skriftlige og mundtlige kilder:
Sognerådets protokol
Peter Herschends krigsdagbøger
Patientjournaler fra Kjellerup Sygehus
Aviser fra perioden
En historie fra Svend Berthelsen
En historie fra Hans Toft
En historie fra Ida Andreasen
Flygtningene
De første spor af flygtningelejren i Sjørslev findes i et kort notat fra Statens civile Luftmeldekorps Vest 2. marts 1945: der er ankommet mellem 170 og 180 tyske flygtninge til Sjørslev. Hvorfra i Tyskland de kom, vides ikke med sikkerhed, da de(flygtningene) ikke var særlig meddelsomme – vel pga. af den lange transport og deres fysiske- og mentale tilstand.
Fra marts 1945 til befrielsen 5. maj var flygtningene indkvarteret i barakkerne bag skolen på Sømosevej.
Ved befrielsen sker en omplacering, idet missionshuset og forsamlingshuset, som hidtil har huset tyske soldater, bliver anvendt til indkvartering af flygtningene. Sognerådets protokol fra primo af maj 1945 fortæller at de to bygninger huser 112 flygtninge. 25 bliver overflyttet til Elsborg.
Danske myndigheder overtager ansvaret for flygtningene 5. maj, hvormed det bliver forbudt at have kontakt med “gæsterne”. Missionshuset og forsamlingshuset hegnes ind, og der bliver sat vagtposter op for at forhindre forbindelse med de lokale borgere.
- juli bliver Kompedallejren åbnet og alle flygtninge på Kjellerupegnen flyttes dertil. Barakkerne på Sømosevej er også flyttet med.
Helt anderledes kommer der kød og blod på de ellers anonyme indkvarterede i Sjørslev, når patientjournalerne fra Kjellerup Sygehus åbnes.
123 tyske flygtninge blev i perioden marts 1945 til september 1945 behandlet på det lokale sygehus. Fem af de indlagte havde midlertidigt ophold i Sjørslev – altså må de have opholdt sig i den midlertidige Sjørslevlejr.
Gennem de kliniske patientjournaler springer krigens gru i alt sin enkelthed ud, og den enkelte flygtninges skæbne rammer en trods tidens spand på 75 år.
1.
Den første indskrevne på Kjellerup sygehus d. 10. marts 1945 er den 3. måneder gamle pige Birgitte Z. Hun er født i St. Heiligenbeil – nuværende Mamonovo.
Hun bliver indlagt med diagnosen Brondio peuneria? og er i generel dårlig tilstand.
Hun bliver behandlet med Alfasoldråber hver 4. time i en uge.
Hun bliver intensivt overvåget og en feberkurve viser hendes morgen- og aftentemperatur i en måned . Langsomt men sikkert forsvinder feberen og Birgitte bliver udskrevet til 13. april 1945.
Lægen er dr. Krechel?? (er det en tysk læge fra værnemagten)
2
Samme dag som Birgitte Z. bliver en 8 måneder gammel dreng indlagt.
Han bliver af lægen betragtet som døende og bliver derfor ikke behandlet.
Han diagnosticeres med dobbeltsidig lungebetændelse.
Han bliver da også erklæret død næste dag.
Den lille dreng bliver tilset af selvsamme læge som Birgitte, nemlig dr. Krechel
3
Det var ikke kun børn, som kom til sygehuset.
De. 26. maj bliver en midaldrende gift kvinde Anna G. på 52 år bragt til observation for selvmordstanker. Hun havde forsøgt at skære sig med et barberblad i håndleddet.
Men om natten til. 4. juni bliver hun antastet af nattevagten på børneafdelingen med hænderne nede i en vugge. Vil hun kvæle barnet? Eller lider hun af et savnet barn på samme alder? Man kan kun gisne om dramaet.
Samme dag bliver hun overført til SindssygeHospitalet i Viborg med diagnosen: selvmordstruet. Hendes videre skæbne er ukendt.
Hun er født i Eicheln – Østpreussen
Lægen er Andersen – en afholdt, praktiserende familielæge på Søndergade i Kjellerup
4
Den 19 -årige Helen W. bliver indlagt 8. juni med mistanke om difteritis. Hun udskrives ugen efter d. 25. juni.
Også her er den behandlende læge Andersen.
Helens fødested er ikke angivet.
5
En pige på 6 år født 7. juli 1939 i Königsberg -Adelheid Ihal – bliver 27. juni 1945 indlagt med symptomer på tarmbetændelse med observation for tyfus., Blodprøve bliver sendt til Statens Seruminstitut for afklaring for tyfus på Statens Serumlaboratorium. Testen er negativ Adelheid bliver fortsat overvåget, men bliver svagere og svagere. Hun er apatisk, spiser intet og har diarre. Nu afsendes en prøve for tuberkulose. Man fornemmer et håb. Men desværre. Adelheids liv ebber langsomt men sikkert ud d. 8. juli, en uge før sin 6 års-fødselsdag.
Hendes dødsattest sendes til Kompedallejren.
Hendes grav bliver i Gravlunden i Kølvrå. Et kuriosum er at på hendes gravkors står Adelheids dødsdag til at være hendes 6 årsdag. Et det et bevist forsøg på at gøre hendes død endnu mere tragisk end virkeligheden? Man bliver mere berørt ved pigens skæbne, når dødsdagen falder på en mærkedag.
Lægen er anført som tysk læge – og ikke med navn. Kan man konkludere at tyske læger i værnemagten har haft mulighed for at blive i Danmark efter kapitulationen ? Ved det ikke
Oplysningen med at dødsattesten sendes til Kompedal passer med en lille notits i Kjellerup Avis 29. juni 1945, hvori det kort oplyses at håndværkerne er færdige med istandsættelsen af lejren, således at flygtninge fra omegnen kan overflyttes til lejren. Det er tale om flygtninge fra Elsborg, Sjørslev, Thorning, Vinderslev og Kjellerup.
I samme meddelelse nævnes at barakkerne fra Sjørslev skal flyttes til Kompedallejren.
Indirekte giver patientjournalerne oplysning om flygtningenes hjemstavn.
De kom med helt sikkert fra Østpreussen.
Fordrevne fra dette område er velbeskrevet i den historiske litteratur bla. Mein Lieber Kristian. Turbine 2018
Stiftamtmand Peter Herschends krigsdagbøger
Stiftamtmand Peter Herschend blev under besættelsen indsat som bindeled mellem besættelsesmagten og det civile Danmark under det såkaldte departementschefstyre efter sammenbruddet af samarbejdspolitikken i 1943.
Peter Herschend førte omhyggeligt dagbøger om alle de henvendelser, der kom frem til hans bord under hele hans arbejdsperiode frem til befrielsen i 1945.
Summen af hele arbejdet findes nu samlet i 6 bøger, som kan læses hos Rigsarkivet.
Der er tale om et omfattende værk på ca. 2000 sider.
Desværre er der ikke tale om nogen form for indholdsfortegnelse, så hvis man vil søge i bøgerne, er der kun en ting at gøre, nemlig at blade det hele igennem.
Der er tale om interessant læsning om stort og småt. Helt ned i detaljen om en forsmået tysk sekretærs oplevelser i en tøjforretning i Silkeborg til henvendelser fra fortvivlede forældre, der beder om benådning for deres dødsdømte sønner.
Der er ikke meget at finde om Sjørslev, men ringere står det til for nabosognene Vium og Elsborg.
Her leder man forgæves. Kjellerup og Thorning er godt repræsenteret med klager over mange forskellige forhold.
I Sjørslev sogn havde tyskerne beslaglagt 3 skoler og 4 private huse.
Enkefru Mikkelsens hus – Sjørslevvej nr. 4
Endvidere blev såvel missionshuset og forsamlingshusene beslaglagt.
De 4 huse er Enkefru Mikkelsens hus, Sjørslevvej 4.
To huse beliggende bag ved skolen Sømosevej 1 og 3 samt lærerindeboligen i Demstrup.
Enkefru Mikkelsen har åbenbart været en af dem, der ikke sådan giver op, for hun beklager sig flere gange over usikkerheden for at få sit hus tilbage.
Endvidere har der været tale om nogle private, uformelle lejemål hos privatpersoner.
Sømosevej nr. 1 Beslaglagt af den tyske værnemagt.
Sømosevej nr. 3 Beslaglagt af den tyske værnemagt.
Således havde gårdejer Thomas Hansen, Enggårdsvej 4, udlejet værelser til 2 tyske officerer.
De kom hver dag hen til sognerådsformand Søren Jensen, Enggårdsvej 5, hvor de spiste.
Flere tyskere henvendte sig til folk for at leje en bolig.
Folk var meget usikre på, om man var tvunget til at huse tyske soldater, og Herschend rejste til Sjørslev for at få et møde med sognerådsformanden.
Her blev det afklaret, at ingen kunne blive tvunget til at huse repræsentanter for besættelsesmagten. Dette beroligede især grosserer Mads Eriksen, Sjørslevvej 42.
De beslaglagte huse er beslaglagt med det ene formål at huse militært personel, men ved besættelsens afslutning forsøger tyskerne at anvende husene som bolig for flygtninge.
Det falder enkefru Mikkelsen for brystet, og der bliver gennem sognerådsformanden fastslået, at de beslaglagte huse kun må bruges af repræsentanter for værnemagten.
Vognmand Jens Madsen, Damsbro vægrer sig under hele krigen for at køre lastbil for tyskerne.
Det bliver for meget for den tyske værnemagt, så Herschend får pålagt at meddele Jens Madsen, at han risikerer at få inddraget sin kørselstilladelse, hvis han ikke makker ret.
Der foreligger ikke noget om resultatet af denne trussel.
Sjørslevvej 71. Her fra drev vognmand Jens Madsen sin vognmandsvirksomhed.
Dette var alt om Sjørslev under besættelsen set gennem Peter Herschends krigsdagbøger.
Enkefru Mikkelsens hus – Sjørslevvej nr. 4
Sømosevej nr. 1 Beslaglagt af den tyske Værnemagt
Sømosevej nr. 3 Beslaglagt af den tyske værnemagt.
Sjørslevvej 71. Her fra drev vognmand Jens Madsen sin vognmandsvirksomhed.
Oplevelser på Krathgården hos Anna og Sigurd
Krathgården, som i dag anvendes til børneinstitution, var ejet af
Anna og Sigurd Andreasen. På gården havde den tyske værnemagt opstaldet et par heste og indkvarteret nogle få soldater.
To af dem var officerer. Den ene ville gerne skjules under gulvet, da han skulle sendes til Østfronten. Det fik han ikke lov til og han måtte af sted. Tilsyneladende faldt han i kamp, for hans kone sendte senere et brev til Anna og Sigurd, hvor hun bad om livstegn gennem dem. Dog forgæves.
De tyske soldater, der var privat indkvarteret kedede sig åbenbart, for nogle af dem deltog i markarbejdet i byen, også hos Sigurd.
En dag hjalp de indkvarterede officerer med at skære hakkelse, og i den anledning lagde de deres tjenestepistoler i en vindueskarm.
Det kunne Anna ikke lide, så hun lagde dem i en køkkenskuffe. Da soldaterne så, at deres våben var væk, blev de meget bange, for det, de havde gjort, var meget strafbart. De fandt dog ud af sagens rette sammenhæng, og kunne ånde lettet op.
Der var også mislyde, for nogle soldater spillede håndbold i en mark med frisk kløver, og nogle soldater med bopæl i Missionshuset stjal kul, så de kunne holde varmen i den kolde vinter.
Mundtlige erindringer
Andre har også kunnet bidrage med minder om små episoder.
Ved siden af forsamlingshuset boede familierne Mortensen og Johansen.
Conni Mortensen husker, at der i huset over for, Sjørslevvej 41 var oprettet et skomagerværksted, hvor de tyske soldater fik deres fodtøj repareret. Hun kan endda huske, at den tyske skomager hed Ferdinand.
Birgit Johansen Elsborgvej 3 husker, at hendes mor var utryg ved de tyske naboer, så hun beskyttede sine to døtre, så godt hun kunne. Der opstod aldrig ubehagelige episoder.
Desværre brugte de tyske soldater bagsiden af forsamlingshuset som toilet, hvilket gav en ubehagelig lugt.
Livet på Enggård under besættelsen
Enggård, hvor lærerfamilien Toft måtte leve sammen med sognerådsformand, Søren Jensen og hans familie i den sidste del af besættelsen.
Under den tyske besættelse var Søren Jensen sognerådsformand i Sjørslev Sogn.
Han var landmand, og boede på Enggård.
Hans datter, Ingrid, var gift med førstelærer Chr. Johan Toft.
De boede i skolens tjenestebolig, som de måtte forlade i forbindelse med tyskernes overtagelse af skolen omkring 12. dec. 1944
Enggård er stadig i familiens eje, og hvert år mødes familien til en sankthansfest.
Der holdes hvert år en tale, som holdes af et familiemedlem.
I 2011 holdt et af Søren Jensens børnebørn, Hans Toft båltalen, hvor han mindede besættelsestiden.
Det hele startede på min 4- års fødselsdag 29-10. 1943. Jeg kan intet huske fra før da. Nu har jeg til gengæld nået en alder, hvor jeg kan huske ting, der ikke engang er sket. Jeg havde fødselsdagsgæster, i hvert fald bedstemor, frk Jensen (Ensa) og formentlig Søren og Ida Krath .
Pludselig kom min bedstefar, min far og et par tyske officerer ind i skolegården. Tyskerne beså skolens faciliteter –herunder 6 lokummer og et pissoir, hvorefter familien Toft blev smidt ud af skolen sammen med frk. Jensen, der boede i den ene ende af stuehuset. Vi fire, mor, far, Karen og jeg flyttede her op på gården. Mor var gravid. Bedstemor og – far vidste godt, at vi snart blev 5. Vi havde også Hilda med, mors kusine fra Elsborg, der var vores unge pige. Ensa flyttede op i en stue hos cykelhandleren, Sjørslevvej 22, lige over for Carl Smeds stuehus. Krigen ud og et godt stykke ind I 1946 underviste Ensa de små klasser i præstens konfirmandstue, mens far underviste de store i en stue omme hos Thøger Gustavusen, Sjørslevvej 54.
Enggården var tæt befolket, der var ikke mere plads end i dag, men der var flere rum. Bedstefar og bedstemor sov i det lille værelse midt i huset ud mod haven. Så var der stuen, der gik tværs gennem huset i midten og den pæne stue nordvest ud mod gården. På loftet var der så vidt jeg ved 5 værelser, hvor morbror ” Big ” boede i et, der vendte mod øst. i et af de to mod vest boede moster Ymse, når hun ikke var ude og lede efter en slagter.
På kvisten boede der to piger, vores medbragte Hilda og bedstemors egen Edith “Ægkusk”
Det var i øvrigt første gang, jeg så en fuldstændig nøgen pige. Det var Edith. Jeg kan huske, at hun havde fregner over det hele.
På en forskudt etage over kælderen. I bryggerset boede to karle, hvor af mindst en hed Anton. De lå i etagesenge. Her var lavt til loftet og dårlig luft. Herud over boede den tyske officer, Kalenda, der kunne dansk, også på gården. Hvor kan jeg ikke huske, men nok på loftet i den ene eller anden ende. Når vi spiste, var vi 13 til bords. For at nå
på 13 deltog også 2 tyske soldater, der var indkvarteret i nabogården hos Thomas Bødker, i måltiderne. Vi spiste varm mad til middag. Om aftenen fik karlene og morbror Big resterne af sovs og kartofler, mens vi andre inklusive tyskerne fik varm mælk direkte fra stalden med rugbrødsryttere. Det var ikke velsmagende.
Det var jo en herlig baggrund for udvikling af en dreng, der fra da af udviklede en permanent dårlig samvittighed.
Nu begyndte mit brud med samarbejdspolitiken. Kalenda og jeg sad i sofaeniI den bette stue, hvor jeg konstaterede hans lange støvler. Jeg kendte kun til skistøvler, som jeg kaldte skidtstøvler. Kalenda fastholdt på sit gebrokne dansk, at det var Gutstøvler. Efter en stund smed bedstemor os ud af stuen. Det var mit første og sidste opgør mod besættelsesmagten.
Undervisningen bliver flyttet fra skolen
Sjørslev Skoles personalebolig. Førstelærerens lejlighed var en slags hovedkvarter for besættelsesmagten.
Se Sct. Hans-talen i forrige afsnit.
Også skolens øvrige huse blev anvendt af tyskerne.
I en mindre bygning blev der hver dag under besættelsens sidste tid lavet mad til flygtningene i Sjørslev og Elsborg. En tysk soldat var uheldig med benzin og tændstikker i køkkenet og fremkaldte en brand, hvor han selv blev slemt forbrændt, men blev reddet. Ved krigens afslutning var bygningen brandskadet, men blev senere restaureret.
El i en mørk tid
Under Den Tyske Besættelse var der som omtalt mangel på al ting.
Det gælder især energiforsyningen. Sjørslev sogn fik leveret al elektrisk energi fra Demstrup Elværk.
Frands Røhr Lauritzen fra Demstrup har gennem sine familierelationer følgende erindringer om Demstrup Elværk:
Det kørte ikke under krigen, men stod køreklart. Der var dog kun solarolie til få timers drift, samt lidt trætjære, der kunne spædes i solarolien, i yderste nød.
Beholdningen af motorolie var overdraget til Kjellerup Elforsyning, der ikke kunne få tildelt tilstrækkeligt smøreolie til motorerne. Kjellerup Elværk kørte på tørvegas fra egen forgasser gennem hele krigen, og det sled hårdt på motorerne, med højt motorolieforbrug til følge.
At olien kom til hjælp i Kjellerup, skyldes nok mest at min farfar var formand i Demstrup Elværk og svoger til elværksbestyrer Jensen i Kjellerup.
De få luftledninger, der blev etableret, blev udført med jerntråd. Installationer til tyske militære formål blev udført af kobber, som de selv medbragte og opsatte.
Allerede før krigen var der monteret roterende omformer, der omdannede vekselstrøm fra Gudenåcentralen til 2 x 220/440 V jævnstrøm. Herved kunne man stoppe motorerne om natten uden at skulle op- og aflade et tabsgivende batteri. Der var også en roterende omformer på mejeriet, der jo var langt den største forbruger. Disse to omformere sikrede en stabil forsyning med el fra Gudenåcentralen gennem hele krigen. Omformeren på mejeriet var jeg selv med til at fjerne i ca. 1965
Værket forsynede Sjørslev, Demstrup og Vium, og der måtte kun køre et tærskeværk ad gangen i hver by
Julebagning
Min far -bager Svend Mærkedahl – fortalte.
Ind under jul 1944 bad besættelsesmagten om at låne bageriet en mandag. De ville selvfølgelig selv sørge for råvarerne og efterlade lokalerne i rengjort stand. De havde opdaget, at bageriet lå ubrugt og stille hen mandag.
Så en mandag før jul stillede værnemagten med et vist antal bagere, og så blev der bagt tyske julekager og -brød til den store guldmedalje.
Søndag eftermiddag inden store julebagedag blev det fyret op under den store stenovn, så ovnen var klar mandag morgen.
Bageriet var lånt uden modydelse. Men tyskerne efterlod noget godt brændsel, hvilket var kærkomment, da brændsel både var dyrt og en mangelvare i de hårde krigsvintre.
Hvem ved? Måske var brændslet kommet fra den netop konfiskerede skole med tilhørende 2 lærerboliger i Sjørslev. I følge sognerådsprotokollen fra december 1944 blev skolens brændsel afregnet til sognekassen med
19 tons tørv a 48 kr. pr. ton
4 ton brunkul a 55 kr. pr. ton
Flyvende halm
Far fortalte endvidere, at nogle gange købtes løst halm fra Aunsbjerg Gods til at fyre ovnen op med, men det var der ikke meget varme i.
En gang blev et nykøbt læs halm blæst væk af en god vestenstorm. Halmen forsvandt på et øjeblik. Resterne kunne ses i læhegnet på østre side af stationspladsen. Et sælsomt syn for de rejsende togpassagerer.
Krigsskadeerstatninger
Efter besættelsestidens ophør kunne man søge Kommunen om krigsskadeerstatning. Det kom til at gælde i to tilfælde i Sjørslev, nemlig på Enggård, hvor Søren Jensen fik erstatning for skader i en kælder. På billedet ses ejendommen Sjørslevvej 28, der var ejet af Jenny og Svend Mølgård.De havde indlogeret nogle tyske soldater. Det medførte skader på gårdens kornmagasin, og den lokale tømrermester, Peter Mortensen reparerede skaderne på Kommunens regning.
Dette var resultatet af vores arbejde med at kortlægge en lille bid af Besættelsestidens historie.
Klaus Mærkedahl Jens Ole Jensen